Jeg mindes dengang jeg fandt kærligheden i nogen gamle gule 70'er bygninger, et godt stykke fra mit nuværende liv. Til tider længes jeg tilbage til de små værelser, og alt der skete. Det har været en oplevelse som har sat sig fast, vokset med mig, udviklet mig og nu heldigvis aldrig vil kunne forsvinde. Minder er for evigt, heldigvis.
Det jeg fandt var helt unikt, sammen de bånd der blev knyttet. De venskaber er noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har været så heldig at være en del af. Det priser jeg mig lykkelig for uden dem, var jeg ikke den jeg er.
Jeg drømmer mig tilbage, tilbage til alle de smil, alt den glæde, alle de dejlige stunder.
Jeg ville ikke ønske at drømmen var virkelighed. Men dog er det et stærkt savn, af noget som forsvandt alt imens man intet andet kunne gøre, end bare at flyde med. Og klamre sig fast til øjeblikket, alt imens tiden rendte ud.
Jeg tænker på
De mennesker jeg mødte
Dem der satte sig fast, og var med til at forme den er er
Dengang der ikke var mere end 100 meter til de mest fabelagtige venner
Dengang livet var intet andet end en masse små gule huse
Det første møde med kærligheden, og det første farvel
Alle de aftener hvor alt man skulle, var at nyde øjeblikket
Oceaner af grin og latter
Det syn man fik på andre
Oplevelser for livet
Venner for livet
Jeg mindes det hele, uden undtagelse
Tak
Ingen kommentarer:
Send en kommentar